Sprog top

Spacer

UK

D

DK

Spacer

Sprog bund

Kunst for millioner
– historien om skulpturpark billund

2010: Ansøgninger til en lang række fonde vedr. Alfio Bonanno-skulpturen, nu benævnt ”Stella B”.

 

Sommerudstilling 2010 planlagt.

 

2009: En af initiativtagerne til Skulpturpark Billund, drivkraft og medlem af arbejdsgruppen fra den spæde begyndelse, Peter Ambeck-Madsen, døde i februar 2009.

 

2008: Køb og afsløring af ”Drømme, leve, lege” (Thomas Kruse, inspireret og assisteret af omkring 70 børn fra Billedskolen) for 175.000 kr. – finansieret af Ole Kirk’s Fond. Ingvar Cronhammars ”Parkbænk IV” fra 2007 (nr. 2 af i alt 7 udgaver) afsløres i juni. Værket (værdi 320.000 kr.) doneres af Camilla og Kjeld Kirk Kristiansen. Forankring af værket leveres og doneres af den lokale virksomhed K.G. Hansen og Sønner.

Skulptur-arbejdsgruppen.

 

2007: Samarbejde med billedkunstneren Thomas Kruse og Billedskolen i Billund Musik- og Kulturskole. Thomas Kruse og billedskoleeleverne skal skabe en mosaikpyramideport til skulpturparkens begyndelse ved Nordmarksvej.

 

2005 og 2006: Arbejdsgruppen sender maj 2005 skriftligt forslag til borgmesteren i Billund kommune vedrørende en lille ændring af stiforløbet samt installering af belysning på stien gennem skulpturparken. Forslaget peger også fremad i forhold til storturismeplanerne i byens udkant (Lalandia Billund). På grund af stram økonomi og kommunesammenlægningen drøftes forslaget først igen i 2007, og i 2008 da Billund Handelsforening har præsenteret deres idéer for bl.a. skulpturparken. Arbejdsgruppen har på flere møder drøftet forskellige lyssætningsmuligheder, sti-forløbet og sti-belægning.

 

Arbejdsgruppen formulerer en egentlig vision for skulpturparken:

”Det er visionen at give lokalbefolkningen, turister og hotelgæster visuelle oplevelser af høj kunstnerisk kvalitet. Det sikres ved anskaffelse/leje/udstilling af et varieret udvalg af vejrbestandige, robuste skulpturer spændende fra traditionelle granitværker over jern, stål, bronze til keramiske værker, land art og andre udtryksmåder. Det er visionen, at Skulpturpark Billund skal være blandt landets bedste og dermed være med til at sætte Billund på både danmarks- og verdenskortet.

Det er visionen – over årene – at tilføre yderligere 20-30 skulpturer af varierende størrelse til området.”

 

I 2006 blev logoet strammet op og skiltningen fornyet, så den blev mere læsbar. Planlægning tager tid - et unikt landart projekt.

 

Allerede i sommeren 2005 kom den internationalt anerkendte landart-kunstner Alfio Bonanno (han bor og arbejder i Rudkøbing) på besøg i Skulpturpark Billund. Et par år havde han stået på ønskesedlen, og et godt samarbejde begyndte. Der har været flere møder og nogle spændende projektforslag til en land-art skulptur ved Billund bæk, mange entreprenør- og ingeniørberegninger, geotekniske beregninger, nabohøringer samt en fysisk model til præsentation af projektet. Flere beregninger og vurderinger kommer, men 2009 er året hvor arbejdsgruppen vil rette henvendelse til nogle store, danske fonde til realisering af projektet, der vil bringe Skulpturpark Billund i verdensklasse.

 

2004: Med velvillig bistand på 50.000 kr. fra Billund Kommune var vi i stand til at leje, transportere og installere 6 skulpturer til en 4-måneders sommerudstilling. Ikast-kunstneren Jens Chr. Jensen præsenterede 5 spændende, abstrakte skulpturer i granit. Gunhild Rudjord og Esben Lyngsaa Madsen udstillede ”Pentagonia” bestående af blå fajancekakler og fundament i jern.

 

Det lykkedes – med støtte fra Billund kommune, Ole Kirk’s Fond, Den Jyske Sparekasse og Ribe Amt - at købe ”Pentagonia” (190.000 kr.) samt en af Jens Chr. Jensens skulpturer beskrevet som ”granit på søjler” (110.000 kr.).

 

2003: Skulpturpark Billund-arbejdsgruppen indkaldes til møde af kommunens daværende erhvervschef, Kurt Jepsen.

Arbejdet går i gang igen i samarbejde med Billund Kunstforening.

Kassebeholdningen 65.000 kr. blev anvendt i årets løb til fornyet skiltning, en mere robust form ved de enkelte skulpturer samt tre nye, høje indgangs- og midtvejsskilte. Udformet og delvist sponsoreret af MODULEX Danmark A/S, Billund. Arbejdsgruppen drøftede fremtidsperspektiver og muligheder: at finde egnede kunstnere og 1-2 ønskeskulpturer til skulpturparken allerede for 2004 – dels med at fremskaffe de nødvendige økonomiske midler hos det lokale erhvervsliv og Billund kommune (og daværende Ribe amt). Både Billund Kommune og Ole Kirk’s Fond var positive over genoptagelsen af aktiviteterne. Gruppen skal fortsat søge om økonomisk støtte fra gang til gang. Billund Kommune var ligeledes positiv med hensyn til en tiltrængt gartnermæssig opstramning af græs, buskadser og træer. Det landskabelige renoveringsarbejde blev gennemført det samme år.

 

2001: Køb af ”Welcome to my world” (Pontus Kjerrmann) for 150.000 kr. – finansieret 50-50 af LEGO Company og Billund kommune.

 

1998-2000: Ingen aktiviteter på grund af pengenød.

De forskellige MODULEX skilte udsættes løbende for hærværk.

 

1997: Køb af ”Havekonen” (Lotte Olsen) for 65.000 kr.

 

1996: 100.000 kr. fra kommunen.

Køb af ”Horisont” (Thorkild Hoffmann) for 100.000 kr.

 

1995: Stor sommerudstilling med 17 værker skabt på stedet af studerende ved Kunstakademiet i København. LEGO Gruppen støtter med 50.000 kr.

Stor interesse og lokal debat for/imod flere værker – samt noget hærværk.

Køb af ”Et møde” (Hans August Andersen) for 180.000 kr. – heraf 30.000 kr. fra Ribe amts kunstudvalg.

 

1994: 100.000 kr. fra kommunen.

Sommerudstilling med egne 5 værker og 6 lejede skulpturer.

I presseinformationen vedrørende udstillingen fortæller arbejdsgruppen tillige om visioner om anskaffelse af i alt 25-35 skulpturer over en årrække.

Køb af ”Divan” (Claus Fisker Andersen) til 100.000 kr.

Korsager Grafisk Design, Esbjerg designer skulpturparkens logo.

 

1993: Sommerudstillingen: 23 lejede skulpturer og et budget på 125.000 kr. LEGO Gruppen sponsorerer og MODULEX Danmark A/S producerer skilte til kostpris. Også andre lokale virksomheder støtter udstillingen.

LEGO Gruppen køber ”Stjernedyret” (Harvey Martin) for 350.000 kr. og ”Tre legeskulpturer” (Poul Bækhøj) for 250.000 kr. Kommunen køber bronze-kvindefiguren ”Stående figur” (Keld Moseholm Jørgensen) for 275.000 kr.

 

1992: 100.000 kr. fra kommunen til kunst i 1992 – og tilsagn fra LEGO Gruppen om samme beløb. Der planlægges sommerudstilling med lejede skulpturer i 1993, daværende leder af Vejen Kunstmuseum, Svend Holm Larsen er konsulent. Køb og opstilling af ”Arken” (Lis Andersen). Pris 200.000 kr. betalt af kommunen.

 

1991: I januar planlægger Gruppe 4 det, der senere får navnet Skulpturpark Billund. Formål: at give byens befolkning, kommunens borgere, turister og hotelgæster en kunstnerisk oplevelse i den dejlige natur i det offentlige anlæg langs Billund bæk mellem Billund Travbane/Enggårdsskolen og Skovparken-kvarteret/tennisbanen. Senere udvidet til også at omfatte arealet langs med Billund Centret parallelt med Skolevej.

I marts siger kommunen OK til at støtte projektet – og stien langs bækken forstærkes. Den første skulptur ”Indgang” (Niels Peter Bruun Nielsen) opstilles. Købspris 250.000 kommunekroner. Alfio Bonannos udlånte skulptur ”Blå sten” fjernes efter flere gange hærværk og destrueres af forsikringsmæssige årsager.

 

1990: Billund Initiativ-Gruppe (BIG) under Billund Handels- og Erhvervsforening og Erhvervskontoret inviterer til møde om ”udsmykning af byområdet” i september. Projektgruppe 4 etableres med Erik Møller Nielsen som formand – øvrige medlemmer: kulturudvalgsformand Henning Kristensen, Peter Ambeck-Madsen som repræsentant for LEGO Gruppen, Jens Poulsen som repræsentant for LEGOLAND parken, Flemming Washuus som repræsentant for de butiksdrivende samt kunstneren Ingrid Kathrine Villesen, Bjarne Jakobsen og Bøje Sørensen som repræsentanter for borgerne i Billund og Vorbasse.

Det kommunale kunstudvalg fra 1987 nedlægges – men i 1991-budgettet har kommunen afsat 250.000 kr. til kunstindkøb.

 

1989: Alfio Bonannos ”Konstruktion med blåt fragment” - i folkemunde bliver den til ”Den blå sten” - opstilles (til låns) foran plejehjemmet.

Afslag fra både Ny Carlsberg Fondet og Statens Kunstfond på ansøgning om støtte til kunst i Billund. Banken Bikuben i Billund giver tilsagn om 50.000 kr. Naturgas Syd vil støtte med 300 m gasledning (og evt. gasforbrug) i bymidten, hvis Hans Krulls forslag til en ildsprudende dragevandkunst realiseres. Projekt ”Kunstudsmykning” tages af kommunens budget på grund af besparelser.

 

1988: Flash-kunstnerne Per Kramer, Leif Mikkelsen, Hans Krull og Alfio Bonanno præsenterer konkrete skitseforslag. LEGO Gruppen giver tilsagn om at være med til at finansiere 50-50, når/hvis kommunen også vil være med. Billund kommune afsætter 250.000 kr. om året til anskaffelse af kunst for den kommende fire års periode.

 

1987: Debatten fortsætter, og Billund Kommune nedsætter et kunstudvalg, hvoraf Peter Ambeck-Madsen og Ingrid Kathrine Villesen senere fortsætter i det, der bliver skulpturpark-arbejdsgruppen.

 

1986: Debatoplæg i lokalpressen om blandt andet kunst-byporte ved alle Billunds indfaldsveje.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

historie
CreaScop reklamebureau A/S