Sprog top

Spacer

UK

D

DK

Spacer

Sprog bund

23. maj 1995

Ungt, vildt sommereksperiment i Billund

 

For 3. år i træk bydes der fra lørdag d. 3. juni på spændende kunstoplevelser i Skulpturpark Billund i naturområdet mellem Center Mobilium (vis-à-vis Billund Lufthavn) og Billund Centret i bymidten.

 

Udover parkens 9 meget forskellige permanente og lånte skulpturer er der i år tale om yderligere 17 værker, der er skabt af elever fra Det Kgl. Kunstakademis Billedskolernes Grunduddannelse i København.

 

For kunstnerne og deres lærer, Frans Jacobi, er de 17 værker og deres placering i Billund et undervisningsforløb. De har tænkt, planlagt, besøgt Billund og arbejdet med projektet i de sidste par måneder. For Skulpturpark Billund har det været et spændende eksperiment at satse på et samarbejde med en flok ikke-etablerede kunstnere. Udstillingen bliver helt klart både ”yngre”, ”vildere” og mere omfattende end de 2 foregående sommerudstillinger.

 

Sommerudstilling 1995, der har et budget på omkring 100.000 kr., er sponsoreret af LEGO Gruppen – og til dels af KAD’s og SID’s lokalafdelinger.

 

Kom, kig – og debatter
Alle kunstnerne kommer til Billund for at færdiggøre og installere de 17 værker – dét sker fra tirsdag, 30. maj midt på eftermiddagen. Der vil derfor blive lejlighed til – for alle interesserede – i de følgende 4 dage at opleve værkerne blive opstillet. Og måske endda debattere dem med kunstnerne i aktion på åstedet, så at sige …

 

Ferniseringen finder sted Pinselørdag, 3. juni klokken 15, hvor Billund Handels- og Erhvervsforening og ”Propellen” er værter ved et let traktement.


29. maj 1995

Nu sker det… i Billund – noget om tankerne bag værkerne

Årets skulpturudstilling i Skulpturpark Billund – fernisering på lørdag, 3. juni klokken 15 – repræsenterer 17 akademielever fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København. De er alle studerende på Billedkunstskolernes 1. del, og der er således tale om en gruppe af helt unge kunstnere, der her giver deres bud på skulptur i det offentlige rum.

Frans Jacobi, Kunstakademiet, beskriver tankerne bag værkerne således:


”Værkerne på udstillingen afspejler den meget forskelligartede praksis, nutidskunst i dag kan indebære. Fra det ironiske konceptualisme i ”Superflex”’s løbesedler, over René Schmidts forsøg på en monumental opdatering af en naturalistisk skulpturtradition, af Christina Bredahls rene og klare formfascination til den helt intime poesi i Jasper Stürups ”Leksikon-tegninger,” gives der her en masse meget forskellige bud på, hvordan unge kunstnere i dag forholder sig til omverdenen.

 

Et tyngdepunkt på udstillingen er dog en række værker, der alle tager afsæt i den nære dagligdag: hjemmet, haven, huset. Flere steder på udstillingen indgår forskellige møbler – skrivebordet, sengen, toilettet, havemøblementet – som elementer i forskellige skulpturinstallationer, der handler om hverdagens intime trivialiteter – ofte på humoristisk eller poetisk vis.


Alt i alt giver udstillingen et friskt og befriende, ufærdigt bud på fremtidens danske skulptur.”

 

Udstillingen er organiseret af billedkunstneren, Frans Jacobi (lektor i Skulptur ved Det Kgl. Danske Kunstakademi) i samarbejde med Skulpturpark Billund.


Materialerne til værkerne er betalt af LEGO Gruppen (hovedsponsor), Merck Danmark A/S og Tarkett A/S.

 

Deltagende kunstnere
Henrik Grundsted, Thyra Hilden (”Forestilling”), Benny Hintz (”Kilden (efter Ingres)”), Ole Krabbe-Poulsen (”Alle gode gaver kommer ovenfra”), Christina M. Bredahl. P., Kristoffer Vilhelm Pedersen (”Skitse af hus”), Christina Prip, Kirstine Roepstorff (”Som en mågelort”), René Schmidt, Marika Seidler, Katja Serber, Martin Stoltzer, Anne Sophie Storgaard (”I det grønne”), Jasper Stürup (”Leksikon”), Superflex (”Superflex”), Vibe Bredahl Sørensen (”Bare jeg kunne”) og Kristian West (”The Mole”).
(7 værker uden titel)-

 

CreaScop reklamebureau A/S