Iøjnefaldende ansigtsløftning af Skulpturpark Billund
Efter nogle år uden nyheder i og omkring Skulpturpark Billund er der henover sommeren og efteråret blevet arbejdet med en ny skiltning, der på dansk, engelsk og tysk informerer om tankerne bag projektet og giver oplysninger om de enkelte skulpturer. MODULEX Danmark A/S har prismæssigt sponsoreret de nye skilte, der er blevet opstillet ved de enkelte skulpturer – samt tre 3 meter høje start-, midt- og slutskilte, der først monteres endeligt på tirsdag.
Endvidere har Billund kommune i sensommeren via Hedeselskabet stået for en tiltrængt skovning og oprydning af området, så de enkelte skulpturer kommer bedre til deres ret. Oversigtsforholdene er dermed blevet væsentlig forbedret.
Det er ligeledes vedtaget at revitalisere skulpturprojektet. Initiativgruppen er derfor her i efteråret begyndt at planlægge, hvordan der, via erhvervslivet, kommune og amt, kan rejses midler til indkøb af flere skulpturer til parken, der i princippet strækker sig fra Nordmarksvej langs med Billund bæk til Billund Centret tur/retur, og som i dag rummer 10 værker til en samlet købspris på tæt på 2 mio. kr.
Skulpturpark Billund blev etableret i 1990. Den første skulptur blev indkøbt og opstillet i 1991 – og den foreløbig seneste i 2001. I begyndelsen og midten af 90’erne dannede området også ramme om et par større, spektakulære udstillings-arrangementer.
Det er fortsat initiativgruppens vision, at der over en årrække skal skaffes midler til anskaffelse af yderligere 15-25 større og mindre skulpturer til området, der året rundt besøges af mange borgere, turister, hotelgæster samt børnehave- og skolebørn.
